Nedrivning.
Begivenhederne i menighedsrådet udvikler sig til en farce, men for borgerne i Ringkøbing, der kæmper for byens og deres egen identitet, er det alvor.
af POUL PILGAARD JOHNSEN
Magtmisbrug, hemmelighedskræmmeri, en temmelig nonchalant holdning til lovgivningens bestemmelser om aktindsigt og en lidt for entreprenant entreprenør. Det er ingredienserne i en rævekage, som en række indædt protesterende bysbørn nægter at sluge, og som i disse dage sætter Ringkøbing på den anden ende.
Ovenstående udlægning af sagen er anklagernes. De anklagede har en anden, og den vender vi tilbage til.
Men det ser unægtelig mistænkeligt ud: Mens protesterne raser mod Ringkøbing Menighedsråds planer om at nedrive den historisk og arkitektonisk markante tidligere musikskole midt i den gamle købstad til fordel for et nybyggeri, bestiller formanden for menighedsrådets byggeudvalg en arkitekt til at vurdere, om Musikskolen bør istandsættes eller nedrives. Arkitekten gennemgår bygningen sammen med både byggeudvalgsformanden og menighedsrådsformanden, men da den - for de nedrivningsglade menighedsrådsmedlemmer - måske lidt overraskende og uvelkomne konklusion lyder på, at bygningen faktisk er arkitektonisk værdifuld og bør bevares, undlader de at bruge rapporten eller omtale den nogetsteds. I stedet erklærer byggeudvalgsformanden og menighedsrådsformanden, da rapporten til sidst bliver opdaget, at det slet ikke var menighedsrådet, der bestilte arkitektens vurdering. Det var derimod byggeudvalgsformanden helt privat - hvorfor det er helt i orden både at negligere den i menighedsrådet og at undlade at udlevere den, da nogle borgere beder om aktindsigt i rådets dokumenter om byggesagen. Byggeudvalgsformanden hævder oven i købet, at arkitekten »skyldte ham en tjeneste«.
Hvad baggrunden for den angivelige tjenesteskyld skulle være fortoner sig, og arkitekten, der i forvejen udfører andre opgaver i kirken i Ringkøbing, har tydeligvis haft den modsatte opfattelse: Han sendte på helt sædvanlig vis en regning til menighedsrådet for rapporten om Musikskolen, men fik pludselig at vide af byggeudvalgsformanden, at det var ham personligt, der skulle betale regningen, hvis arkitekten fastholdt den. Henset til det i øvrigt gode samarbejde med kirken, valgte arkitekten at strække våben og opgav at indkassere de godt 24.000 kroner, han mente at have til gode.
Den sag lugter, mener borgergruppen, som kæmper imod Musikskolens nedrivning, og det synes Journalisthøjskolens forskningschef i samfundsfag, Roger Buch, vist også. Forelagt forløbet siger han: »Det er påstand mod påstand, og derfor kan man ikke umiddelbart afgøre, hvad der er sandt. Vigtigt er det dog, at arkitekten åbenlyst er af den opfattelse, at det var en sædvanlig opgave, som menighedsrådet havde bestilt. Ellers havde han jo ikke sendt dem en regning. Man må også undre sig over, at en person skulle være villig til at betale 24.000 kroner af egen lomme for at bestride et offentligt hverv som medlem af et menighedsråd. Noget lignende har jeg aldrig hørt om før.«
Og så tilføjer Roger Buch: »Hvis man for at slippe for at udlevere dokumenter omgør dem til private dokumenter, så er det klart magtmisbrug.«.
Vi skal have navne på de involverede og sagen uddybet, men først lidt forhistorie: Det var et historisk syn i Ringkøbing, da næsten 500 borgere en tidlig aften i slutningen af november sidste år mødte op på kirkepladsen for at gå i demonstrations-og fakkeltog.
Stående på en omvendt kasse opfordrede en af initiativtagerne, læge Birte Pedersen, de folkevalgte i menighedsråd og kommunalbestyrelse til at droppe planerne om at nedrive den markante bygning, som engang var byens realskole, senere musikskole og nu har stået tom i nogle år. Med kommunens godkendelse var menighedsrådet langt fremme med planerne om at rive musikskolen ned og erstatte den med et nyt menighedshus med moderne kontorer og elevatorer - så det var i ellevte time: »Vi ved, at det ikke bare er endnu en bygning, men et stykke af vores fortid og fremtid, der står på spil. For hånden på hjertet - hvad ville Ringkøbing være uden sin gamle, velholdte bymidte? Hvad skulle vi selv glædes over og være stolte af?« spurgte Birte Pedersen i sin tale, før demonstrationstoget med hornmusik i spidsen satte sig i bevægelse hen mod gården bag Café Victoria - hvor menighedsrådet holdt møde - for at aflevere et brev med de mindst 25 underskrifter, der er nødvendige for at få et åbent menighedsmøde.
Det blev holdt den 11. december i Rådhushallen, hvor menighedsrådet over for borgerne skulle forklare, hvorfor de ville rive Musikskolen ned og bygge et nyt menighedshus efter tegninger, der af modstanderne betegnes som »noget, der ligner en svinebarons stuehus«. Det var forud for dette offentlige menighedsmøde, at byggeudvalgets formand, entreprenør Hans-Ole Jessen, der også er kasserer i menighedsrådet, havde bedt restaureringsarkitekt Ebbe Marxen fra Aarhus om en vurdering af Musikskolen. Han og menighedsrådets formand, Poul Agergaard, modtog arkitektens rapport aftenen før, men på menighedsmødet i Rådhushallen blev den ikke nævnt med et ord. Derimod fremhævede de to menighedsrådsmedlemmer, at Musikskolen efter den såkaldte SAVE-vurdering i Kommuneatlasset fra 1993 har en meget lav bevaringsværdi, nemlig karakteren seks. Hvorfor den uden problemer kan rives ned.
I arkitekt Marxens rapport stod der noget andet. Han erklærer utvetydigt, at vurderingen er sat alt for lavt: »Vurderingen giver anledning til undren. Særligt husets arkitektoniske værdi (hvordan bygningen indgår i sit bebyggelsesmiljø og gade/plads-sammenhæng) er sat uforholdsmæssigt lavt,« skriver arkitekten, som konkluderer, »at en nyregistrering med enhver sandsynlighed vil give en værdi på ' 3', hvilket vil sige »høj bevaringsværdi«. Det får borgerne til menighedsmødet dog aldrig at vide, og det gør de medlemmer af menighedsrådet, som efterhånden er begyndt at tvivle på, om det er en god idé at nedrive Musikskolen, heller ikke. Også for dem bliver det holdt skjult, at restaureringsarkitekten mener, at »fra en samfundsøkonomisk betragtning bidrager en istandsættelse af den eksisterende bygning mere til lokalsamfundet, end en nedrivning ville gøre.« Og endelig: »Vores konklusion er derfor, at bygningen har potentialet til at blive et velfungerende administrationshus for menighedsrådet, der i kraft af sin kulturhistoriske fortælling og gode byggeskik med kompetent rådgivning kan komme til ny værdighed i Ringkøbing.« En anden ekspert mener det samme. I en vurdering, som Ribe Stift, hvorunder Ringkøbing hører, har fået lavet, fastslår kongelig bygningsinspektør Jens Bertelsen: »Vi mener ikke, at Kirkepladsen 1 er egnet til nedrivning. Vi mener derimod, at der er tale om en bygning, som fortjener at blive renoveret - af miljømæssige (altså som en del af byens gader) og kulturhistoriske årsager.« Også han erklærer, at den SAVE-vurdering af bygningen fra 1992, som flertallet i menighedsrådet har valgt at slå på, er »misvisende«, og at det er »direkte skræmmende«, hvis den bliver afgørende for bygningens fremtid.
Hvorfor holdt byggeudvalgsformand Hans-Ole Jessen restaureringsarkitektens vurdering hemmelig? Vi har ringet og spurgt ham, men han siger, at han ikke har noget at føje til det, han udtalte til Dagbladet i Ringkøbing onsdag i sidste uge. Her lyder hans forklaring: »Jeg ønskede at blive klædt bedre på til menighedsmødet i Rådhushallen den 11. december, hvor jeg skulle fremlægge projektet, og bad derfor Ebbe Marxen kigge på huset som en personlig tjeneste, jeg mente, han skyldte mig. Det drejede sig især om facaden, indretningen af huset og driftsøkonomien. Han kiggede den 2. december på huset i tre kvarter sammen med Poul Agergaard og jeg selv, og den 10. december sendte han så notatet til mig. Jeg kiggede på det men besluttede ikke at bruge det. Jeg mente, at konklusionerne var for dårligt funderede, og notatet i det hele taget for tyndt. Især var jeg træt af, at han skrev om SAVE-værdierne. Det er jo kommunens område, og jeg mente ikke, det var vores opgave at starte den debat,« sagde han til Dagbladet, og mere vil han altså ikke sige.
Men måske kan vi komme nærmere på en opklaring af sagen ved at se på, hvad der skete under et ekstraordinært menighedsrådsmøde i sidste uge. Ringkøbings sognepræst, Merete Ørskov, deltog ikke, da hun er sygemeldt, men hun havde på forhånd lavet en skriftlig redegørelse, som blev læst op på mødet af et af de to andre menighedsrådsmedlemmer, som er imod nedrivningen af Musikskolen. Først fastslår hun, at hun måtte rykke Hans-Ole Jessen to gange for at få restaureringsarkitektens rapport at se.
»Dette fik Hans-Ole til at sende brevet rundt til orientering for alle under et menighedsrådsmøde og samle det ind igen, før nogen havde nået at læse det igennem. Menighedsrådet har heller ikke drøftet indholdet af dette dokument.« Og så: »Der er naturligvis ingen tvivl om, at formandens og kassererens møde med Ebbe Marxen ikke var et møde, der foregik ' under mere private former', som Poul (formanden, red.) siger til Dagbladet tirsdag d. 9. juni. Marxens arbejde var selvfølgelig heller ikke en personlig tjeneste for Hans-Ole, sådan som Hans-Ole siger det til Dagbladet d. 10. juni. Menighedsrådet havde bifaldet, at Hans-Ole som formand for byggeudvalget bestilte faglig sparring hos bevaringsarkitekt Ebbe Marxen inden menighedsmødet d. 11. december 2014.« Og endelig fastslår sognepræsten: »Da jeg efterfølgende på et møde gjorde Hans-Ole opmærksom på, at Marxens brev var underlagt aktindsigt, sagde han i fleres påhør, at så ville han selv betale for det.«
For Birte Pedersen fra Borgerinitiativet Bevar Ringkøbing Bymidte er sagen klar: »Der er i mine øjne ingen tvivl om, at denne sag er et eksempel på magt-eller embedsmisbrug. For hvad skal man ellers kalde det, når man i egenskab af formand for et menighedsråds byggeudvalg bestiller en vurdering, og når man så ikke bryder sig om denne vurdering, lader den skifte status fra offentlig til privat og skjuler den ikke bare for offentligheden ved to menighedsmøder, men også for en del af menighedsrådet? Havde det været en minister, så var han blevet tvunget til at gå af. Det er rent ud sagt ikke acceptabelt, hvis sådan en handlemåde er gangbar i folkekirken og det burde få konsekvenser for både formand for byggeudvalg og formand for menighedsråd.«
Men i virkeligheden er det ifølge Birte Pedersen ikke kun menighedsrådet, man bør skyde på. Kommunen, som har solgt Musikskolen til nedrivning, har også et ansvar, mener hun: »Denne her sag burde have været stoppet på det politiske plan.
Ringkøbings velbevarede bymidte er et resultat af, at man i den gamle Ringkøbing Kommune brugte bevaringsdeklarationen som et instrument til vejledning af husejere, så der blev taget vare på kulturarven. Efter kommunalreformen har kultur-og historieløsheden gode kår, man markedsfører gerne Ringkøbing-Skjern Kommune med det private initiativs stolthed - en indkøbt Holger Danske-skulptur i Skjern - alt imens man giver tilladelse til at rive en stor, flot gammel bygning ned midt i Ringkøbings hjerte.«
Set i det lys er kommunalreformen, der lagde Ringkøbing sammen med fire andre kommuner, ikke uden betydning. I dag kommer byens borgmester fra Hvide Sande. Han kører til Ringkøbing om morgenen og hjem efter kontortid.
»Da vore egne politikere sad i vores egen kommune, blev de hele tiden holdt til ilden, også af embedsmændene, og forstod, at de skulle passe på byen. Det er anderledes i en stor kommune, hvor mange af de folkevalgte kommer langvejs fra,« siger Birte Pedersen. Både menighedsrådets formand og byggeudvalgsformand er i øvrigt nytilflyttere til Ringkøbing. Hans-Ole Jessen kommer fra Skjern, og Poul Agergaard var tidligere forstander på en landbrugsskole i Borris.
Spørgsmålet er, om balladen i Ringkøbing i virkeligheden også er et udsagn om sammenhængskraften, der forsvandt. At der ikke længere er ressourcer nok i en købstad med bare 10.000 indbyggere, efter at de mange strukturreformer gennem de senere år har udsat den danske provins for et akademisk og intellektuelt dræn. Som Michael Böss, der er lektor på Aarhus Universitet og bor i Holstebro, sidste år formulerede det her i avisen: »Mange af disse mennesker var med til at sætte dagsordenen, sætte ting i gang og præge deres by. Skabe sammenhængskraft.
Byer med 10-15.000 indbyggere oplever i disse år en voksende kulturel udtynding. Købstæderne drænes for ' kulturborgerskab'.
Ikke så meget ' kapital-borgerskabet', men de som var med til at sætte præg på byen og debatten, både den kulturelle og den politiske. Det er et stort, stort tab, som man slet ikke forstod ville blive konsekvensen, da man i moderniseringens og rationaliseringens navn gennemførte sammenlægninger og flytninger af offentlige institutioner.
Reformerne har på den måde haft en katastrofal effekt, og nogle byer er blevet kulturdøde.«.
