Sandhed og forsoning.
Jeg er enig med Boy Boysens
opfordring i Dagbladet i lørdags, om at lægge stridsøksen på hylden – eller
snarere at man definitivt får den begravet – og dermed får forsonet en gang for
alle. Men en forsoning fordrer, at
sandheden er kommet på bordet. Det gælder ifm. alle større og mindre konflikter
- for ellers vil der blive ved med at komme efterdønninger.
Den lov som har givet Ringkøbing Sogns menighedsråd mulighed
for at udøve total egenrådighed, er oprindeligt lavet af I.C. Christensen i
1903, da han var kirkeminister. Det var en på flere måder fremsynet lov, som bl.a. gav kvinderne
valgret til menighedsråd, 12 år før de fik valgret til folketinget. Og i
nærværende sammenhæng så fik de enkelte sogne udvidet selvbestemmelsesret – som
reelt har givet sognene totalt selvstyrer – har vi måttet sande. Men I.C. havde
næppe forstillet sig et menighedsråd der er totalt ligeglade med hvad sognets
folkekirkemedlemmer mener og ej heller et menighedsråd som ignorer biskoppens
henstilling.
Jeg og andre har for åben skærm
(uimodsagt) beskyldt menighedsrådet for at lyve og
manipulere – og baggrunden herfor er bl.a. følgende.:
I nov. 2013 melder menighedsrådet ud at de i løbet af dec.
2013 vil tage stilling til om man vil renovere
eller bygge nyt på Kirkepladsen 1. På dette tidspunkt har man købt ejendommen
med den klare klausul at den må nedrives.
Forud for udtalelsen i nov. 2013 har menighedsrådet sendt rådgiverydelserne i
udbud – hvor der udelukkende er tale om tilbud på nybyggeri.
Dvs. der har aldrig været tale om andet end nybyggeri - og
dermed nedrivning af den eksisterende bygning.
Dagen før afholdelse af det første ekstra ordinære
menighedsrådsmøde modtager menighedsrådet et bestilt notat – som menighedsrådet
sikkert forventede, ville understøtte deres beslutning om, at nedrive og bygge
nyt. Men da notatet i stedet anbefaler en renovering, gemmer man notatet i ”tasken” på mødet – medens man
hårdnakket forsvarer nybyggeriet. Da notatet senere kommer for dagens lys –
søger man at gøre notatet til ikke eksisterende ved at sige at det var bestilt
privat. Men notatet og regningen for dette var adresseret til menighedsrådet og
derfor et officielt bilag i sagen. Og er der nogen som tror på, at et notat med
opbakning til nybyggeriet, ikke var blevet fremlagt på mødet?
Menighedsrådet lover at undersøge om der kan gennemføres en
renoveringen inden for samme budget som nybyggeriet - og får en uvildig
rådgiver, arkitekt Marxen, til at lave forslag og beregninger. Marxen´s
beregninger viser at det koster det samme at renovere
som at bygge nyt. Men ved at holde prisen på renovering af 1000 m² op
mod prisen på 750 m² nybyggeri - ja så kommer nybyggeriet urigtigt til at
fremstå som den billigste løsning.
Det er mere end bevist at menighedsrådet ”ikke ruttede med
sandheden”, som tidligere forsvarsminister Søren Gade udtrykte det – i
forbindelse sagen som gjorde at han måtte træde tilbage som minister. Når
folkevalgte anstændigvis træder tilbage når de har trådt i spinaten – så er det
fordi det er den eneste måde de kan ”restaurere”
deres omdømme på – og forhåbentligt ikke mindst fordi de har respekt for det
embede de har beklædt.
I denne sammenhæng er der ingen forskel på at være valgt til
folketinget eller til menighedsrådet.
Så derfor opfordres menighedsrådets medlemmer til at træde
tilbage her og nu – og ikke vente til de med meget stor sandsynlighed alligevel
bliver udskiftet til næste valg. Det skal de ikke kun gøre af hensyn til deres
eget omdømme, men af respekt for sognet og folkekirken – og for at få begravet
stridsøksen hurtigst muligt. De nye medlemmer må så få det bedste ud af den
situation de tidligere medlemmer har skabt.
Og til Boy Boysens opfodring til mig og andre om at bakke op
om tiltag der kan rede andre af vores bevaringsværdige bygninger, - så er jeg
med i firmaregi, med faglighed og penge.
Men min sparede kirkeskat giver det bedre menig for mig, at
donere til nogle af de mange nødlidende i verdens store uretfærdighed.
Bo Christensen
