Man risikerer at få menighedsråd, som er meget vendt ind imod sig selv
Interview med Søren Abildgaard, formand for menighedsrådsforeningen
Kristeligt Dagblad
4. september 2015 af Claus Vincents
Hvis folkekirken bliver en servicekirke, risikerer det at skygge for forkyndelsen, siger Søren Abildgaard. - Foto: Petra Theibel Jacobsen
Der ligger en
udfordring for alle menighedsråd i at være opmærksomme på , at
de, selvom de udspringer af det engagerede fællesskab i menigheden, har en
forpligtelse, som rækker længere ud i sognet.
Alle menighedsråd har en pligt til at undersøge, hvad der
rører sig i sognet, og få det repræsenteret i rådet, lyder et forslag fra Søren
Abildgaard, nytiltrådt formand for Landsforeningen af Menighedsråd
Uden menighedsråd ingen folkekirke. Sådan lyder det fra
den nye formand for Landsforeningen af Menighedsråd, Søren Abildgaard, og
derfor lægger han vægt på, at der ikke blot værnes om menighedsrådene, men at
de også selv lever op til ansvaret om at varetage hele sognets interesse.
”Jeg tror ikke, at det afhænger af en bestemt valgform, om
menighedsrådet er repræsentativt for hele sognet. Men man kan i hvert fald
sørge for, at når man får nye medlemmer i menighedsrådet, så afspejler det hele
livet i sognet, ellers er der en fare for, at menighedslivet mister sin
relevans, og at menighedsrådet opfattes som mindre legitimt.”
Denne sommer bød på en debat i Ringkøbing om et
menighedsråd, som vil rive en gammel bygning ned til fordel for et nyt
sognehus, hvilket fik en borgergruppe til at protestere. Abildgaard vil ikke
kommentere den konkrete sag, men siger:
”Man kan i hvert fald sige, at den slags sager peger på,
at der er steder, hvor det opleves, som om der er en konflikt mellem de beslutninger,
som menighedsrådet tager, og så det, man i kredse i lokalbefolkningen mener,
menighedsrådet burde beslutte,” siger han og uddyber:
”Et menighedsråd udspringer i høj grad af det, man kunne
kalde menighedens fællesskab, men man risikerer at få nogle menighedsråd, som
er meget vendt ind imod sig selv. Der ligger en udfordring for alle
menighedsråd i at være opmærksomme på, at de, selvom de udspringer af det
engagerede fællesskab i menigheden, har en forpligtelse, som rækker længere ud
i sognet,” siger Søren Abildgaard.
Ved bestyrelsens konsti-tuering efter sommerens årsmøde i
Landsforeningen af Menighedsråd blev Søren Abildgaard valgt til formand efter
at have været menigt medlem af bestyrelsen siden 2013.
Søren Abildgaard dumpede lige ned i den hektiske debat om
folkekirkens fremtidige styreform. I dag siger han:
”Lige nu er jeg en lille smule uinteresseret i hele den
strukturdiskussion. Det var et projekt, den tidligere regering havde, og det
forventer jeg ikke, at den nuværende regering vil videreføre. Derfor kan man da
godt forestille sig, at der kan ændres ved nogle bekendtgørelser for at give
mere indflydelse til folkekirken på de penge, der ligger i den fælles kasse,
Fællesfonden, hvis der er ønsker om det.”
Han er mere optaget af den hovedopgave, som venter til
næste år: menighedsrådsvalg 2016. Første gang, der var valg til menighedsråd,
var i 1903, så der er måske basis for ændringer?
”Vi kan bare konstatere, at den måde, vi vælger
menighedsråd på i dag, ikke længere svarer til den lokale virkelighed ude i
menighedsrådene. Der mangler noget, når afstemningsvalg kun vælges i fem
procent af tilfældene og har en stemmeprocent på 15. Hvis det var tilsvarende i
det øvrige politiske system, så ville man sige, at der er krise. Derfor er vi nødt
til at finde nogle modeller, der passer bedre til den folkekirkelige
virkelighed,” siger Søren Abildgaard og fortsætter:
”Vi tager i hvert fald til efterretning, at det her er
noget, regeringen vil se på, og jeg ser også frem til at drøfte med kirkeminister
Bertel Haarder (V), hvordan menighedsrådsvalget på længere sigt skal
indrettes,” siger Søren Abildgaard.
Ofte hører man menighedsrådene klage over den jungle af
love og paragraffer, de skal færdes i for at udføre deres arbejde.
”En af barriererne for at gå ind i et menighedsråd er
stadig det tunge, administrative arbejde. Flere ministre har bebudet en
regelsanering, men indtil nu er det ikke rigtigt blevet til noget. Det er min
påstand, at det har en selvstændig betydning for, om folk vil engagere sig i et
menighedsråd,” siger Søren Abildgaard.
Derfor understreger han, at en anden hovedopgave for et
menighedsråd er at forholde sig til sognets kirkelige anliggender sammen med
præsten.
”Som en forening for landets menighedsråd er det vigtigt
for os at holde fast i, at vi også har ansvar for, hvordan gudstjenesten skal
være, hvordan vi skaber levende menigheder, hvordan vi påtager os diakonale
opgaver, og ikke mindst hvordan vi får gjort en indsats i forhold til faldet i
dåbstallet. Det er lige aktuelt den vigtigste opgave for menighedsrådene.
Administration, bygninger, personale og økonomi er der jo primært for at kunne
understøtte forkyndelsen,” siger Søren Abildgaard.
Netop nu kører debatten om folkekirkens faldende
medlemstal. Her maner den nye formand til forsigtighed.
”Man kan altid fremskrive tallet og se, hvor langt ned det
vil falde. Men der er i hvert fald en faktor, som den slags fremskrivninger
ikke tager højde for, nemlig at vi ikke kender Helligåndens veje. Det kan være,
at vi står over for en ny vækkelse, som af sig selv vil føre til øget interesse
for dåb og folkekirken. Det kan vi bede for og håbe på. Med vores lille
beskedne menneskelige bidrag kan vi måske stabilisere den
fremskrivningstendens, man kan se, eller måske vende den. Vi kan i hvert fald
se, at der er nogle steder, hvor man ikke har oplevet faldende dåbstal. Det kan
vi måske lære noget af, og den viden vil vi som forening gerne påtage os at få
systematiseret,” siger Søren Abildgaard.
Han mener også, at folkekirken kan lære af
minoritetskirkerne, når man forholder sig til folkekirkens faldende medlemstal.
”Vi kan lære at passe på med ikke bare at læne os tilbage
og nyde de gode økonomiske rammer, vi har for folkekirken, mens vi samtidig
forsømmer at opbygge en engageret menighed og et myndigt lægfolk, der kan bakke
op om kirken. Der ligger en kæmpestor udfordring for kirken i, at autoriteter
ikke længere er naturgivne, og at individualiseringen i tiden er et grundvilkår
for kirken, så det skal give mening for den enkelte. Heri ligger en opfordring
til at nå ud til alle mennesker. Vi overlever ikke som folkekirke, hvis vi kun
kan forholde os til dem, der ligner os selv,” siger Søren Abild-gaard.
Han har rejst en del i Østeuropa, har et bredt udsyn og
interesserer sig for, hvordan andre lutherske kirker indretter deres ordninger.
”Kirken er først og fremmest forpligtet på forkyndelsen af
evangeliet, den er ikke forpligtet på at gennemføre et bestemt politisk
projekt. Man kan godt indimellem føle, at vi bliver lidt for selvtilfredse som
kirke på grund af vores trygge hjemsted med delvist statsfinansierede præster.
Hvis det tager overhånd, bliver kirken til en servicekirke, og så ligger der en
risiko for, at det kommer til at fylde mere end det, der er kirkens opgave til
hver en tid, forkyndelsen,” siger Søren Abild-gaard.
Søren Abildgaard
·
Født 1967. Uddannet cand.scient.pol.
Arbejder i dag som selvstændig konsulent. Medlem af Landsforeningen af
Menighedsråds bestyrelse siden 2013, formand for Søborggård Sogns menighedsråd
ved København. Repræsentant for landsforeningen i en række folkekirkelige
organisationers bestyrelser. Gift og har tre børn.
