fredag den 31. juli 2015

Pas på - vandalerne kommer


Læserbrev Dagbladet Ringkøbing-Skjern


Pas på - vandalerne kommer

Af Knud Erik Søgaard, Vester Strandsbjerg 5b, Ringkøbing
Onsdag den 29. juli 2015, 12:47

Hvis man er fra Ringkøbing og interesserer sig for sin by, er det nu snart muligt ved selvsyn at se, hvad der sker, når vandalerne i byrådet svigt ...


Hvis man er fra Ringkøbing og interesserer sig for sin by, er det nu snart muligt ved selvsyn at se, hvad der sker, når vandalerne i byrådet svigter deres opgave med at passe på byen.

Byrådet tillader huse i deres varetægt at forfalde eller blive revet ned og har for eksempel ikke villet røre en finger til forsvar for den gamle borger- og realskole på Kirkepladsen.

Det er en kortsigtet og uigennemtænkt politik, og rundt omkring i Danmark ryster man da også på hovedet ad vores kommune, der »sælger ud af arvesølvet.« Man forstår os simpelt hen ikke, især ikke når vi gerne vil være en turist-kommune.
Maskineriet er kørt frem, så nu kan vi bare vente på, at de går i gang med at vælte bygningen.

En skændsel siger jeg bare. En skændsel.

Og hvordan kommer vi videre i menigheden? Situationen er uholdbar. De to præster er begge sygemeldte, nogle vægrer sig ved at gå i kirke for ikke støde ind i de nuværende medlemmer af menighedsrådet, og en stor gruppe i menigheden vil melde sig ud af Folkekirken, hvis nedrivningen sættes i værk. Mistilliden og harmen er stor, og der er over et år til næste valg.

Det bliver svært, meget svært.

Hvis Jessen og måske også Agergaard træder tilbage, kan der måske komme noget positivt i gang.

Uh, hvor skulle de altså skamme sig!
Og det gælder både vandalerne i byrådet og menighedsrådet.